Og der er løst visse steder, og man skal tage sig i agt. Men når det er sagt, så er der mange kanon gode ruter og klatreoplevelser, og denne artikel skulle gerne give en god intro til området. Læs guidebøger, som fx ”Classic Dolomite Climbs , og gå efter de ruter, der er beskrevet som faste klassikere her, og så er det helt i orden. Artiklen er baseret på egne erfaringer og ment som en hjælp til andre, der har lyst til flotte klatreoplevelser i flerreblængders kalk. De beskrevne ruter forudsætter generelt et niveau på 6a i Sydfrankrig, samt at man er rimeligt hjemme i at sætte kiler og friends. Det er alle klassikere, og man kommer ikke til at stå at rode med små kiler i skæve ris, da der oftest vil være en slagbolt, og mange steder er der lavet standpladser.

De fleste starter i Sella passet, men Cortina d Ampezzo skulle også være udmærket, og der er en guidebog fra Loboedition specielt til dette område. Cortina er dog ikke omtalt her, da jeg ikke har klatret noget videre i dette område.

Sella

Udgangspunktet er oftest Sellapasset i godt 2200 meters højde, og her ligger der en hytte ved pas vejen og med under en halv time til ruterne. Ellers er udgangspunktet camping i Val di Fassa. Pladsen i Campitello er bedre end den i Canazei.

Der er korte boreboltede ruter i passet og flere an dre steder under de store vægge. De mest populære ruter er på de 3 Sellatårne og på sydvæggen af Piz Ciavazes. På første Sellatårn er ruterne omkring 200 meter lange, og der klatres på sydvæggen. En intro kan være Trenker (6 reblængder (rl.), V ), klatringen foregår i diedresystemer og en kamin, klippen er fast, men crux et er meget poleret.

En anden klassiker er Tissi (7 rl., VI) hvor cruxet er ganske tungt over en væg fra en flot diedre. I første reblængde skal man klatre præcist, ellers kommer man ud i noget løst lort. Ved siden af ligger Schober (7 rl., VII- et sted i 2. rl., ellers IV til VI), hvor den øvre del er rigtig fornøjelig klatring på fast grå kalk, og hvor der er indstøbte borebolt-ankre. De to ruter kan kombineres via et tværriss så man får en rigtig god 6.-grads rute.

Ole på crux reblængden på Schober på 1. Sellatårn.

Længst til højre på væggen står der en 180 meter høj pillar, hvor bl.a. Via Thomas (6 rl., VI-) går. De første 1½ reblængde er noget løst slam, men herefter er det rigtig god klatring, specielt hvis man tager 6- reblængden fra naboruten med i linieføringen.

På andet Sellatårn er klassikeren Kasnakoff (9 rl., V+) på nordvestkanten, som overvejende giver eksponeret 4.-grads klatring og kun er svær i cruxet i begyndelsen af 5. reblængde. Ved siden af ligger Messners berømte 6.-grads rute, der er omtalt i hans debutbog: ”Der Siebte Grad”. Men den har desværre været våd de to gange, jeg har været der for at klatre den.

Tredje Sellatårns mest populære rute er Vinatzer (13 rl., V+ et sted i et overhængende fingerriss, der kan laves A0). En lang overvejende 4.-gradsrute, der er perfekt som intro til længere ruter i området.

Syd for Sellapasset ligger er der en stribe gode ruter på Piz Ciavazes. De fleste ruter stopper på et bånd ca. 300 meter oppe, hvorfra der er en let nedstigning. Bedst af dem, jeg har klatret, er klassikeren Store Micheluzzi (12 rl., VI), der er berømt for en 90 meters travers. Den er kun 80 m., men meget flot, og der dukker hele tiden greb og trin op, når det ser håbløst ud. Man skal ikke lade sig skræmme af den noget polerede indstigning. Det er kun de første to reblængder, og ruten er godt sikret hele vejen. De fleste reblængder er vedvarende femte grad. Lille Micheluzzi (8 rl., IV+) længere nede ad vejen er der derimod ikke meget ved. Jeg har ikke klatret Schubert Venskabsvej (7 rl., VI) men den skulle være kanon god.

Rosengarten (Catinaccio)

Fra Val di Fassa kan man også nå op i Rosengarten, hvor udgangspunktet for mange ruter er parkeringspladsen ved Gardeccia hytten. Hytten nås med en bus fra Pera di Fassa, da man ikke må køre derop i egen bil. Der er utroligt flot: en smal grøn dal omgivet af lodrette gullige og grå vægge, og det er en tur værd bare at tage derop og se det.

Mest kendt er Vajolet tårnene, der på mange måder er et vartegn for Dolomitterne. De er meget polerede og overrendte, og man står ligefrem i kø. Men de er must do, og den første rute er Delago kanten (4 rl., IV+) på Delago tårnet. Der er indstøbte standpladsbolte.

Jeg har aldrig oplevet så glat en 4.-grad, det var som marmor poleret med brun sæbe. Men det er en flot tur, og man kommer jo op. Standpladserne er store indstøbte ringbolte, og der er abseil piste. Det bliver straks bedre på de næste tårne: Stabeler og Winkler. På Stabeler tårnet er der den udmærkede Fehrmann (4 rl., IV+), der starter nærmest direkte fra abseilpisten fra Delago tårnet. Men da den ikke er poleret, orker de fleste åbenbart ikke at fortsætte. Turen til Vajolettårnene skal gøres for den meget flotte natur og for det historiske sus ved at klatre 100 år gamle ruter.

Punta Emma

Fra Gardeccia hytten kan man ikke undgå at blive tiltrukket af østvæggen på Rosengarten, der er 600 meter høj og domineret af to riss/kaminsystemer direkte fra bund til top. Det er Steger (18 rl., VI-). Cruxet ligger i begyndelsen, og da jeg i sommeren 2006 sammen med Ole Fjeldhagen havde overstået dette, måtte vi desværre vende om pga. et vejrskift.

Marmolada

 Er det højeste bjerg med sine godt 3300 meter og det eneste bjerg i Dolomitterne som har en gletcher beklædt nordside.

Civetta

Civetta er et imponerende bjergmassiv med en berygtet 1000 meter nordvestvæg. Men lige syd for

står de flotte og indbydende Torre Venezia og Torre Trieste. Udgangspunktet til klatring her er Rifugio Vazzoler, der er en virkelig idyllisk hytte med let tilgang i Teva’er på en god time.

Torre Venezia er et flot 450 meter højt tårn med en stejl sydvæg. Op gennem denne går en af Dolomitternes klassiske 6.-gradsruter. Det er Tissi (15 rl., VI-), hvor cruxet er en travers over en lodret væg mellem to overhæng, der adskiller den øvre og nedre halvdel af væggen og reblængden nedenunder. Disse reblængder er faste og til at sikre, mens nogle af de lettere er mere eventyr-terræn med nogle lange runouts. Men det er en væg og en rute med karakter, og vi var glade, da vi kom tilbage til hytten og fik en gang suppe og en fadøl.

Pala

Dette massiv ligger langt mod syd og er måske ikke så kendt. Blandt italienere har det ry for at give noget af det bedste klatring overhovedet, og der er lige udkommet en detaljeret guide til området. Der er mange lange ruter i alle sværhedsgrader og klippen er generelt af god kvalitet. Det eneste minus er lange hyttetilgange på 2 til 3 timer.

Mest kendt er Cima Della Madonna med Schleierkante eller Spigolo del Vello (10 rl., V+). En meget flot linie og en velmarkeret kant på et tårn. En rute, der er blevet udnævnt til Østalpernes flotteste! På trods heraf, den gode kvalitet af klippen og af klatringen, er den ikke særligt poleret, og det meste er ikke særlig svært. Cruxet ligger højt oppe, er på ca. 10 meter og er velsikret.

Brenta

Isoleret fra resten af Dolomitterne ligger Brenta nord for Gardasøen og Arco. Mange af toppene når op over 3000 meter, og de er karakteriseret ved meget stejle vægge, som også giver nogle spektakulære klettersteigs (Via Ferrata red.). Der er igen lange hyttetilgange, men udsigten er turen værd. Et flot tårn her er Camapnile Basso, og rutevalget bliver Fehrmann (13 rl., V-) med afslutning op af Preusswand (5 rl., V). Ruter, der imponerende nok, er lavet så tidligt som 1908 og 1911, og som overvejende går op ad diedresystemer. Nedstigningen er nærmest en tur rundt om tårnet, og man kommer tæt forbi starten, så man ikke behøver at slæbe så meget med op.

FAKTA

Gradering

Der bruges UIAA (tysk) gradering og VI- svarer til F5c og VI til VI+ til F6a.

Guidebøger:

Mest detaljeret er topo-føreren Dolomiten Vertikal fra www.loboedition.de i to bind (Band Nord og

Band Süd, der også indeholder Arco og Gardasøen).

Selvom de er på tysk, kan de bruges uden de store sprogkundskaber. De indeholder også klettergarten områder og boreboltet sportsklatring. Bøgerne kan købes lokalt eller via nettet.

En god fører, og min personlige favorit, er Anette Köhler og Nobert Memmel: Classic Dolomite

Climbs. Den findes også på tysk i flere udgaver og vist med flere ruter i, men der er til års klatring i den engelske udgave (fås bl.a. via www.cordee.co.uk, og er at finde i klubbiblioteket).

Derudover findes en stribe lokale guidebøger, samt en engelsk i to bind fra Alpine Club, men den er

stadigvæk gammeldags (uden topoer), så det diskvalificerer den.

Udstyr:

De fleste tilgange og nedstigninger kan klares i et par løbesko, så det er som regel nok med en let

rygsæk med en camelbag, et par æbler og en tynd anorak.

Til klatreudstyret hører typisk mellemstore Camalots, et sæt kiler, evt. et par rockcentrics og næsten

vigtigst: nogle halvlange slynger (fx 3 stk. 60 cm og en 120 cm) til sanduhr og til rundt om blokke.

Ved specielle behov fremgår det af guidebøgerne.

Halvreb er en fordel men ikke et krav, der er dog en del abseils i nedstigningerne. Lidt gammelt reb

eller tynde slynger til at rigge nødabseils til bør ligge nederst i sækken.

Hjelm er en selvfølgelighed.

Transport og overnatning:

Med bilen gennem Tyskland (med eller uden trafikprop ved München), videre over Innsbruck og

Brennerpasset og derfra til det udvalgte område. En anden ide er lavprisfly (Sterlings Milano-rute til Bergamo er ret tæt på området og specielt på Brenta) og herfra billeje. Enkelte steder som Sellapasset kan klares med offentlig transport, men en bil er absolut en fordel.

Der er masser af campingpladser, men de er relativt dyre (over 100 kr./person/døgn). Mange steder

er det en fordel at bo i en af de mange hytter. De fleste er klubejede, så der er rabat på hytteordningen. OBS: hytten ved Sellapasset giver ikke rabat i højsæsonen, og ser sig selv som et hotel (dobbeltværelse + halvpension koster 400 kr./person).